Lousy Socialisering

søster har prøvet
ringet bippet og skrevet
har ikke svaret

i seks dage nu
det lød en smule vigtigt
og jeg kan ikke

elendig brormand
til ingen verdens nytte
ingen tid til dig

Nørrebroparken i dag

Jeg er ikke den store danser. Så er det sagt. Faktisk er jeg så ringe at meget få overhovedet ved, hvordan det tager sig ud. Og forhåbentlig har vi været så fulde at de har glemt det.

Det med at bevæge kroppen i takt til musik kommer ikke naturligt, jeg skal tænke, kommandere og koordinere for ikke at ligne en tøjdukke på tændstikben, latterlig og malplaceret. Det gør jeg så alligevel. Kald det bare et kompleks. Og det er ikke fordi jeg ikke elsker musik og selv har spillet, men det sidder i hovedet og hjertet, ikke i benene.

Den klassiske fest går fint til middagen. Men så snart den er overstået, og det trækker op til at nu skal vi have svunget noget mås, så begynder flugtreflekserne. Hvordan slipper jeg for dette her, uden at kede mig alt for meget? For jeg skal ikke derud (selv om det er det eneste jeg virkelig gerne vil).

Det koster. Hvor mange gange har jeg ikke stået der, hvor næste oplagte skridt med en trunte lå lige derude, i flokken, hvor alle andre end lige mig sagtens kan skrue den på max. Men jeg har kviet mig, uh, ah, æh, ikke lige nu, naa, ikke min musikstil, det er vist ikke lige mig, måske senere. Og hvor mange gange er det ikke endt lige præcis dér.

- Her ville dette indlæg så være sluttet for nogle måneder siden. Men nu skal det sateme være løgn. Så jeg er begyndt at gå til dans. Slut med at stå og gemme sig i en krog, slut med at frygte det øjeblik, nu skal lousy have banket noget rytme i kroppen.

Og det er gået utroligt godt, så langt; det fungerer. Og er skideskægt. Alle er søde og rare, der bliver grinet med men ikke af hinanden. Og jeg er slet ikke den mest debile.

Nu skulle vi så udenfor skolen og prøve os selv af. Startede stille og roligt, ingen fare på færde. Men pludselig bliver der fyldt op med folk, som nok kan finde ud af ryste skuldre, hænder og hofter, patter og røv, kroppe. I en helvedes fart og stil.

Præcis i det øjeblik glemmer jeg alt hvad jeg har lært. Kan ikke huske et eneste trin. Går i stå. Det gode overjeg råber og skriger, du VIL jo det her; gå dog ud i det og bare hav det sjovt og giv pokker i hvor gode alle de andre er, du har vel ikke tænkt dig at stå og glane til du dør, kom så igang. Men mine skuldre er oppe, maven er snøret sammen, fødderne er sømmet i gulvet.

Jeg går udenfor, overvejer seriøst om jeg kan give mig selv sådan et chok, at jeg helt glemmer hvad jeg ikke kan, og derfor bare gør det. Men kan ikke komme på en metode. Og hvis det ikke lykkes, vil det være en kamp at få kroppen til at gøre noget fornuftigt. Og jeg vil hurtigt få nok, og lyst til at forsvinde, og så skulle jeg stå der et helt nummer ud og lide. Og ellers stoppe, men det har jeg heller ikke lyst til overfor en partner. For mange tanker. Min krop er frossen, mens mit hoved smelter ned.

Jeg fryser af angst. Og ryster af frustration. Troede jeg kunne mere.

Jeg vil være bedre, mere sikker på mig selv, før jeg leger med i det virkelige liv. Men hvor meget? Vil jeg være sikker på jeg er den bedste, før jeg overhovedet checker ind?

Jeg tog til gensyn med gamle venner og mest fjender i fredags, og vi blev fulde som små dumme teenagebørn alligevel. Weekenden blev nærmest sovet væk, kan ikke tåle så meget af det der pjat. Ham, der var bedstevennen i de helt små klasser, og siden blev lige det modsatte, var makker igen. Pudsigt, hvad et par år i den alder kan betyde så mange år senere.

Det var en god aften. Så meget at jeg har gået lidt forbavset rundt siden.

Kan det virkelig passe, at jeg holdt stilen og gik lige på med kommentarer, udfordringer, fornuftige voksne samtaler og platte jokes? Altså præcis som jeg ville til ethvert andet selskab, hvor der ikke ligger den historie bag? Forfaldt jeg slet ikke en eneste gang til de der tanker om, at de nok ikke ville eller gad mig? Indkasserede jeg virkelig flere komplimenter og oprigtig interesse for mit liv og væren?

Min autopilot blokerer for den slags, fra præcis de mennesker. Hele weekenden har jeg funderet over, hvor i ordene det skjulte stab lå gemt, som jeg var for naiv til at gennemskue i øjeblikket. Men jeg kan virkelig ikke finde det.

Jeg er nødt til at indrømme, at de faktisk var søde og rare. Og at jeg ikke har lyst til at gøre dem noget ondt længere. At jeg ikke længere behøver deres anerkendelse. Og at min selvrespekt blev siddende lige hvor den skulle. Trækker vejret dybt, og ånder blødt ud. Jeg fik hvad jeg kom for, og så smuttede jeg.

Oven i fik jeg et veltiltrængt los i røven af min bedste ven ever, som desværre forsvandt efter folkeskolen. Han mente jeg skulle se at finde mig en kvinde og avle noget kravl, ligesom alle andre (var eneste single/børnefri). Jeg skal først lige have stablet et liv på benene, og det ved han ikke noget om. Eller gider ikke høre på, altid optimisten. Men når det kommer fra ham, betyder det noget. Jeg skal måske prøve at lægge vejen forbi næste gang jeg kommer på de kanter. Sjældent desværre.

Jeg skal til gammel klassefest, nu er det 20 år siden folkeskolen sluttede. Jeg har været i tvivl om jeg skulle tage med, det er i hvert fald ikke for at sidde og høvle bajere som i de gode gamle dage, for dem var der ikke mange af. Det er svært at tro, så tæt minderne stadig sidder.

Hvorfor overhovedet møde op? Der er et helt simpelt element af morskab og underholdning i det, få en opdatering på hvad folk har drevet det til, eller ikke. Mange af dem har, præcis som jeg forventede, aldrig overskredet hverken deres egne eller andres grænser, men pænt slået sig ned højst 500 meter fra forældrenes hus. Måske endda flyttet ind i det. Men det er stadig interessant at krydse af på tipskuponen, for jeg kendte dem og deres drømme, på en måde man aldrig kommer ud for igen i andre sammenhænge.

For dem er jeg næppe en overraskelse. Jeg var altid ham der havde pæren i orden, men faldt totalt udenfor på alle andre måder. Som drømte om at være opfinder, og på sin vis er blevet det. Intet nyt der.

Men det er også en test. Det er pudsigt, som jeg sagtens kan fortælle mig selv, at jeg da er fuldstændig ligeglad med dem, de betyder ikke noget for mig. Og sandt er det, at jeg aldrig skænker nogen af dem en tanke. Men i samme øjeblik jeg står der, er sandhedens øjeblik: Har jeg virkelig gjort mig fri? Eller bliver jeg den lillebitte ydmyge krybende lousy igen?

For det var hvad jeg var i folkeskolen. Ikke fordi jeg blev konsekvent mobbet, banket eller noget. Jeg var bare nederst i hierarkiet. De få, der røg længere ned, var nogle der kom ind i klassen sent, og forlod den hurtigt. Det skulle jeg også have gjort, af åndenød, så stram social kontrol, alt blev sat på plads. Intet undgik den kollektive opmærksomhed.

Men temmelig meget undgik min opmærksomhed, på sidelinjen som jeg altid var. Alt for kvik i timerne, alt for langsom udenfor. Blev altid offer for intriger og ondskabsfuldheder fordi jeg var for langsom til at gennemskue dem. Og hvilket nemt offer, håbløst utjekket, uden nogen til at lære mig de simpleste ting om opførsel og stil. For dét har jeg stadig et kæmpe horn i siden på mine forældre, selv om jeg aldrig har sagt noget til dem. Kan man kritisere mennesker for at være dem, de er? Når det er ens forældre?

Jeg hadede 80′ernes åndsafmattede lavtolerance, men jeg var tvunget til at leve i den. I andre årtier, eller andre steder måske, havde der været plads til at stikke ud. I mine firseres skole var der kun én stil: Tilpasset. Pæn. Alle som én. Masse. Og jeg var både for sur, sød, skarp og blød til at passe i den store intetsmagende gryderet. Jeg fik aldrig bekræftet, at det var i orden at være lidt til en alternativ side, og jeg havde ikke styrken alene til at stå på min ret til at være det. Overmagten var for stor. Konformiteten for kvælende. Hierarkiet for stramt. Rollerne for låste. Mindreværdet blev for stort.

Og uanset hvor voksen jeg er blevet siden, så sidder den følelse der alt for velkendt. Er jeg god nok? Passer jeg ind?

I gymnasiet fik jeg den bekræftelse jeg havde brug for. Som at starte forfra på en meget større bane, hvor jeg kunne, jeg måtte, alting. Mødte nye mennesker, der så mig med fordomsfri øjne, som jeg så på dem. Som ikke så ned på mig, bare fordi det ville skade dem selv at gøre andet. Som jeg bare kunne være fri og underlig sammen med. Som også syntes at vores latterlige lille provinsby ikke var værd at spilde sin forfængelighed på. Den tid var en udladning af glæde og energi, frirum, frihed. Og hver gang jeg mødte nogle af mine gamle klassekammerater, kunne jeg se på dem på en helt anden måde, jeg vidste at deres magt var brudt, at deres tåbelige lille hierarki ikke virkede længere.

Troede jeg. For det sidder langt dybere, end at man lige smider det fra sig over en sommerferie. Underdanigheden. Forventningen om, at alt bliver vendt og brugt mod en. Forventningen om, at andre vil vade hen over mig, og ikke vil mig det godt. I bedste fald som en undtagelse, hvis det ikke går ud over dem selv og deres rygte. Følelsen sidder der lige med det samme, så snart jeg står der. Alle falder ind i deres gamle roller, som at trykke på en knap, som at finde et gammelt bånd frem og spille det igen.

Så der er grunde nok til at blive væk; hvorfor både tage et nederlag og genudsendelsen? Jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke give op, så ville de vinde. Det er et forsøg på at kæmpe sig op. En latent drøm om en dag at få deres accept for hvad jeg er blevet til som person, på trods. Vinde. Selv om der er gået 20 år, og selv om der går 20 år mere, så vil den stadig ligge der. Tanken om hævdelse og hævn.

Og jeg tror på, at det er fortid, at jeg er vokset flere meter siden, og ikke behøver at være den gamle lousy lousy. Jeg har masser at være stolt af, og alle de usunde tankemønstre, jeg fik med, har jeg luget godt ud i. Måske. Men der er kun én måde at finde ud af det på: Face it.

Det gode ved sådan et selskab er, at man ikke behøver at gætte på kvindernes alder.

Så synes man selv at man bakser og kæmper med sit eget liv, og det hele er en stor gang mudder og fedtspil på sidelinjen. Og så falder man i snak med denne her kvinde, som nok er godt over de 50, og er ét stort livslys.

Så viser det sig, at hun har brugt over 10 år af sit liv i en hospitalsseng, først efter at manden bogstaveligt talt havde smadret hendes krop, og derefter fordi kræft gik til angreb på resterne. Og nu danser hun rundt og spiser livet i store bidder, som en nyfødt 25-årig.

Og så er det at man - 20 år yngre og med eget hoved som eneste udfordring - overvejer hvor stort et problem skal være, før det ikke kan overkommes.

Flygter ind i programmeringen for at slippe for at tænke på livet. Det er ligesom kommet på afstand siden fredag. Det vedkommer ikke mig. Jeg er fucking ligeglad med alle de idioter der udgør resten af verden, jo mindre jeg behøver tænke over mig og dem, des bedre har jeg det. Har brug for fred, den sociale hjerne på standby. Og har masser af bedre ting at tage mig til, og fordrive tiden med. Mit dope. Og sådan kan jeg blive ved hele weekenden, inden mandagen og livet truer igen, og det bliver noget helt andet. Skal begynde på nyt aftenkursus, bliver sjovt. Men indtil da er butikken bare lukket. Jeg ville sgu nok være blevet heroinjunkie hvis jeg ikke havde haft mine computere og netværk at flygte til, en verden hvor alle følelser bliver dulmet og dæmpet. Og hvor jeg dur.

Pis! Til konference. Med gourmetmiddag. Hvornår har jeg sidst været ude at spise rigtig godt, alt betalt, med lysekroner og soft jazz (og standup, hrmm)?

Ringede til kollega 5 min før for at høre hvor han var, om han kom. Han stod ude i firmaet, med akutte problemer. Hvad gør en god chef/kollega så. Dropper middagen og haster ud for at hjælpe. Aften akut kaput.

Det kunne jeg leve med, mit arbejde. Det er bare ikke i orden, at jeg spontant erklærede, at jeg ville komme med det samme: Den her middag kan jeg alligevel godt undvære, ellers tak.

Hvor mange undskyldninger kræves der for at slippe for de gode oplevelser?

Jeg kan synke i jorden hurtigere end nogen kan sige skål, når jeg får nok. For lidt søvn, for mange mennesker, på for kort tid, for lidt af selv, der var grunde nok.

Men jeg ved, at jeg ville nyde det alligevel, hvis jeg bare tog mig sammen og blev. Og nu finder jeg aldrig ud af, om jordens sødeste trunte havde siddet lige overfor.

I stedet sidder jeg nu i selskab med et par tørre frikadeller fra i forgårs, og ærgrer mig over at have så let ved at sige nej tak.

Jeg er blevet vild med k-ord:

klodset
kikset
kejtet
kludret
komisk
kluntet
klaphat
kylling
klodrian

kå kange kider af kig kelv

Selvværdsengle har summet rundt om mig hele dagen:

• “Du er kun præcis lige så latterlig som du selv synes.”
• “Din familie og venner foragter dig for alt det du prøver at være, men elsker dig for den du er.”
• “Det er fucking din verden og dig der bestemmer.”

Der er dage, hvor jeg bare ikke har kræfterne til dem. Hvor jeg hellere ville sidde i mit eget musehul og lade verden crashe ned i helvede helt på egen hånd.

Alligevel har jeg mødt flere der har smilet helt uprovokeret til mig i dag end jeg normalt gør på en måned. Hvordan har jeg dog gået og set ud?

Slog øjnene op til årets måske sidste sommerdag. Selv om jeg vågnede 13.30 kunne jeg stadig nå lidt af den. Døsig. Har taget kaffekanden med ned på Assistensen.

I dag er der ikke andet end par, yngre end mig, i deres lykkelige lille babyfamilieboble.

Tænk at elske.